Det er i aften den 26. maj 2016 kl 18:30 at jeg holder foredrag for Iværksætter Netværk Midvest i Viborg. Der er stadigt pladser tilbage, så hvis du går med en iværksætter i maven og vil høre om hvad Machine Learning kan bruges til, så skal du være meget velkommen. Det vil vare ca. en time plus spørgsmål.
Foredraget vil fokusere på hvad Machine Learning kan gøre for iværksættere, og jeg vil forsøge at holde det på praktisk plan. Så selvom du måske ikke interesserer dig så meget for det tekniske, så tror jeg stadigt du vil synes at det er spændende muligheder der findes.
Herunder kan du også læse den officielle beskrivelse af arrangementet:
Vi er lige nu ved et historisk vendepunkt for menneskeheden. Det sidste store vendepunkt var da internettet gjorde kommunikation og distribution af ideer så godt som gratis. Med Machine Learning bliver intelligens gjort tæt på gratis.
Og det er ikke i fremtiden, det er lige nu. Det er Machine Learning som finder de bedste sider til dig når du søger på google. Det er Machine Learning der sorterer opdateringer fra dine venner for at vise dig de mest interessante på Facebook. Det er Machine Learning der har gjort det muligt at lade en computer styre en bil i trafikken over mere end 2 millioner kilometer.
Machine Learning er ekstraordinært praktisk anvendeligt og det er ikke bare for store virksomheder. Rue La La, et lille firma som tilbyder daglige tilbud på modetøj i begrænset antal, brugte Machine Learning til at optimere priser for deres produkter og fik 9.7% større overskud.
Kom og hør Alex fortælle mere om hvad der gør Machine Learning så spændende og hvordan du kan få glæde af det i din virksomhed til markedsføring og produktudvikling.